Musiklytning

En del af det at udvikle sit eget personlige klaverspil kan også bestå i at lytte til og finde inspiration i en række musikeres måde at skabe deres eget udtryk på. Det er faktisk en rigtig god idé at prøve at genskabe andre musikeres måder at spille på, hvis man finder det spændende. I en sådan genskabelsesproces har man mulighed for at ændre lidt her og der, så det i stedet for en andens udtryk bliver ens eget. På samme måde efterligner og spejler børn sig jo i deres nærmeste voksne, som de ser op til og i denne proces finder sig selv (om alt går som det skal). Ofte vil man kunne høre hvor inspirationen kommer fra, men det gør jo ikke noget, så længe udtrykket er blevet ens eget autentiske.

Her følger en række forslag til musiklytning, som kan være en inspirationskilde til ens egen udvikling af færdigheder i klaverakkompagnement. Jeg har anført hvilke fill-ins og andre musikalske virkemidler, der forekommer i numrene og mange steder også med angivelse af CD-tid. Akkordbrydningsfill-in er dog ikke nævnt, idet dette princip forekommer overalt!

Af ophavsretslige grunde har jeg ikke linket til numre på YouTube. Man må selv gøre sig den ulejlighed at opsøge numrene.